• Du er her: 
  • Forsiden
  •  ›› Nyheder
  •  ›› Sømmåttens afløser skyder med højteknologi


Sømmåttens afløser skyder med højteknologi

En moderne bil er udstyret med så meget elektronik, at den kan standses med en elektromagnetisk kanon. Sådan en højteknologisk kanon er sømmåttens afløser.

Forestil dig, at politiet kan standse en bil på afstand bare ved at trykke på en knap. Det er ikke længere en fremtidsvision. EU har gennemført de første forsøg med en kanon, der standser biler med mikro- og elektromagnetiske bølger, og apparater, som kan lamme elektronikken i en moderne bil, er lige på trapperne. 

Sådan et apparat kan politiet bruge til at få en bil til at gå i stå, hvilket er både nemmere, sikrere og ulige mere praktisk end de gammeldags sømmåtter. Sømmåtterne punkterer et eller måske alle hjul på den bil, politiet ønsker at standse, men dels er der risikoen for, at bilen kører galt efterfølgende eller fortsætter på punkterede hjul, dels er der ingen garanti for, at hjulene punkterer som planlagt. Endelig skal politiet også nå at få lagt sømmåtten ud et passende sted, inden bilen farer forbi, og det kan være ret farligt.

Savelec project.jpg

Politiet i Dallas, Texas er for eksempel holdt op med at bruge sin version af sømmåtten efter at fem politimænd har mistet livet i forsøg på at få sømmåtter placeret.

Standse de hurtige biler

Ingeniører ved det tyske German Aerospace Center DLR i Stuttgart arbejder med at finde sårbarheder i forskellige bilers motorstyringsenheder (ECU, Engine Control Units), som kan udnyttes ved hjælp af radiosignaler. Idéen er at blive i stand til at standse de meget hurtige biler, som politiet ikke er i stand til at stoppe på traditionel vis.

De nye digital-kanoner "rister" ikke en bils elektronik til ubrugelighed, men nøjes med midlertidigt at slå elektronikken ud. Førerne skulle ikke kunne mærke noget til det elektroniske våben, men vil muligvis høre noget kendt som ”the Frey microwave hearing effect”, der er hørbare klik, som når ørerne popper under start og landing i en flyver. 

Baggrunden for E-kanonen er en forespørgsel fra politiet i Frankrig, Spanien og Tyskland, som førte til, at EU Kommissionen nedsatte et konsortium, der står bag udviklingen af den digitale kanon. EU-finansierede projekter skal altid have deltagere fra et vist antal EU-lande. I Savelec er der ingen danske deltagere, men det svenske Transportforskningsinstitut er med i projektet.

EU medfinansierer projektet Savelec med godt 32 millioner kroner (4,3 mio. euro). Savelec står for Safe Control of Noncooperative Vehicles Through Electromagnetic Means, hvilket kan oversættes til Sikker kontrol af ikke samarbejdsvillige køretøjer ved hjælp af elektromagnetiske midler.

Savelec-konsortiet forventer at have en prototype klar inden årets udgang.

 



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net