Skadedyr spiser din bil

Især nyere biler er uimodståelige for mange skadedyr, der elsker at tygge i både ledninger og slanger.

Hvis din bil begynder at lugte eller måske bare ikke vil starte, kan det være fordi, en gnaver er flyttet ind i motorrummet og er begyndt at tage for sig af retterne der. Som regel er de ubudne gæster mere et irritationsmoment på grund af lugten end et egentligt problem, og det er oftest efterår og forår, at de små gæster med de stærke fortænder kigger ind.

Den mest almindelige besøgende er husmåren tæt fulgt af mus og i sjældnere tilfælde rotter. At et lunt motorrum kan være fristende på en kold efterårs- eller forårsdag er ikke svært at forestille sig. Opholdet kan både være for at hygge sig i varmen, eller det kan være for at bygge rede.

Strinte hist og her

De fleste af dyrene afmærker deres (nye) territorium ved at strinte lidt hist og her, og så kan de også nemmere finde tilbage. Problemet er, at dyreurin stinker, og at lugten kan være vanskelig at slippe af med. Ind imellem ligger der også døde dyr i motorrummet, hvilket også lugter ganske forskrækkeligt. Fjern eventuelt døde dyr og efterladenskaber og gør grundigt rent.

Husmår.jpg

Efter rengøring kan det prøves at sprøjte motorrummet med et af de mange tilbud på markedet med ’gå-væk-spray’. En stærk duft af lavendel skulle være et godt middel mod flere af gnaverne, og lavendel lugter med garanti bedre end mår-urin.

I forhold til skader er det isoleringsmateriale, motorens gummislanger og ledningsnet, der er mest udsatte. Overbidte slanger og ledninger betyder, at bilen ikke kan køre og kan medføre dyre reparationer. Kontakt dit forsikringsselskab og spørg til den slags skader. Afhængigt af skadens omfang og dine forsikringsbetingelser, kan der sommetider være mulighed for at få forsikringsselskabet til at betale for udbedring af skaderne efter gnaverbesøg.

Rotter, mus og mår

Bilisternes forbrugerorganisation FDM fortæller følgende om de mest almindelige skadedyr i biler:

”Rotter kradser og bider i alt og kan lave stor skade. Hvis du ser eller har mistanke om rotter, har du pligt til at melde det til din kommune. Kommunen vil iværksatte professionel rottebekæmpelse. Hvis du har oplevet skader på bilen, eksempelvis på ledninger, køleslanger og isolering, så skal du kontakte dit værksted for udbedring.

Mus søger oftest efter læ i sensommeren og efteråret. Mus er ikke kræsne og gnaver i alt, eksempelvis træ, plastik, tekstil, gummi. Brug ikke gift mod mus, da du kan risikere at musen lægger sig til at dø et sted, hvor du ikke kan komme til og det resulterer i en frygtelig stank. Normalt er det meget begrænset skade en mus kan nå at lave, men hvis du er i tvivl om skadens omfang, er det en god ide at lade bilen kontrollerepå dit værksted.

En mår kan være en stor gene, da den ofte efterlader knoglerester, fjer og efterladenskaber i motorrummet. Derudover kan den lave store skader på bilen, da den bider i og ødelægger ledninger, kølerslanger, isolering og lignende. Det er ikke korrekt, at en mår bliver tiltrukket til bilen, fordi ledninger og køleslanger indeholder fiskeolie for at gøre materialet blødt. I dag bliver der brugt syntetisk gummi kaldet EPDM til at blødgøre materialet.” Kilde: FDM



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net