• Du er her: 
  • Forsiden
  •  ›› Nyheder
  •  ›› Ny svindelsoftware mærker om forhjulene drejer


Ny svindelsoftware mærker om forhjulene drejer

Amerikanske myndigheder har i kølvandet på Volkswagens dieselskandale afsløret en ny type snydesoftware i koncernens Audi-biler. Bilerne regner ud, at de bliver udsat for miljøtests, når der ikke bliver drejet på rattet under kørsel.

Bilproducenten Audi, som i forvejen er fedtet ind i moderselskabet Volkswagens emissionsskandale, har benyttet en anden og hidtil ikke offentligt kendt snydeanordning i sine biler. Ifølge den tyske avis Bild am Sonntag (omtalt af Reuters) har amerikanske myndigheder haft kendskab til sagen i flere måneder.

Drej på rattet
California Air Resources Board (CARB) opdagede allerede i sommeren 2016 den særlige software i Audi-modeller med automatgear, skriver Bild am Sonntag. Softwaren sænker bilernes udledning af CO2 i testlaboratoriet, men ikke når bilerne kører på vejene. Det gør den ved kun at sætte i gang, når der ikke bliver drejet på rattet, hvilket indikerer, at bilen bliver udsat for testkørsel.

Audi produktion Foto Audi.jpg

Hvis rattet ikke bliver anvendt, indledes et gearskifteprogram, der producerer mindre CO2, så bilen holder sig inden for emissionsgrænserne. Hvis rattet derimod drejes mere end 15 grader, som indikerer vejkørsel, slår softwaren det særlige gearskifteprogram fra.

Også i Europa
Audi bruger ifølge Bild am Sonntag ikke længere drej-på-rattet snydesoftware, men gearkasser med snydesoftwaren installeret findes i dag i flere 100.000 biler heriblandt modellerne A6, A8 og Q5 – også mange i Europa. Hvor mange der eventuelt kører på de danske veje, vides ikke. Audi har nu ifølge den tyske tabloidavis suspenderet flere ingeniører som følge af sagen.

Med den nye afsløring risikerer Audi- og Volkswagen-koncernen at blive idømt endnu en gigantbøde. I sommer kostede svindelsagen – Dieselgate - VW lige knap 100 milliarder kroner i et historisk stort forlig, der blev indgået med amerikanske bilejere og miljømyndigheder. Dieselgate involverede også omkring 85.000 Audi-modeller med 3-liters sekscylindrede dieselmotorer, og selskabet har sat godt 5,5 milliarder kroner til side til at dække sagens omkostninger.

Bild am Sonntag citerer ingen kilder for de nye oplysninger om Audis automatgear, og både californiske CARB og Audi har afvist at kommentere rapporten. Det fremgår således heller ikke, hvorfor den californiske miljømyndighed ikke selv har fundet på at offentliggøre de nye oplysninger.



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net