• Du er her: 
  • Forsiden
  •  ›› Nyheder
  •  ›› Genial opfindelse giver højere ydelse og bedre økonomi


Genial opfindelse giver højere ydelse og bedre økonomi

Nissans guldæg hedder variabel kompression, og det giver både højere ydelse og betydelig bedre brændstoføkonomi.

Efter at have arbejdet på sagen i 20 år annoncerer Nissan en motorteknologi, der er i stand til løbende at ændre på en motors kompression. Altså et variabelt kompressionsforhold.

En kompression på eksempelvis 10:1 betyder, at når stemplet er i top, har det reduceret volumen i cylinderen til en tiendedel.

En moderne motor har en så lydsvag og blød motorgang, at man nemt glemmer, at motoren gemmer på hundreder eller tusinder af eksplosioner hvert eneste minut.

Hvis eksempelvis motoren står i tomgang, vil den typisk køre med omkring 750 omdrejninger i minuttet svarende til 12,5 omdrejning hvert sekund. Alt i motoren er konstrueret, så stempler og ventiler ikke støder sammen, og at gnisten kommer på præcis det rigtige tidspunkt i forhold til forbrændingen. Giv motoren noget gas, så den kører med 5.000 omdrejninger i minuttet, så sker det hele på samme måde – nu bare 83 gange i sekundet.

Mere end 100 år
Gennem mere end 100 år har ingeniører forvandlet disse eksplosioner til fremdrift – de har med andre ord fået biler og motorcykler til at køre. De fleste af årene med den bagtanke at få bilerne til at yde noget mere og allerhelst samtidig køre noget længere på literen. Opfindelser på vejen mod højere ydelse og bedre brændstoføkonomi har været turbolader, indsprøjtningsteknik og variabel ventilstyring.

Variabel kompression
Nu annoncerer Nissan, at der er kommet et nyt værktøj til i værkstøjskassen. Variabel kompression. Den japanske bilproducent hævder, at teknologien giver en firecylindret, turboladet 2,0 liters motor den samme ydelse som en betydelig større sekscylindret motor samtidig med en 27 procent bedre brændstoføkonomi! Udviklingen har ifølge Nissan taget 20 år, og det er virkelig en stor nyhed.

Nissan variabel kompression.jpg

Hvor høj en kompression en motor skal have, har altid været et kompromis mellem ydelse og brændstofforbrug.

For eksempel har VW’s Jetta et kompressionsforhold på 10:1 (reducerer altså cylinderens volumen til en tiendedel af det volumen, der var, før stemplet begyndte sin bevægelse) og kører omkring 12 km/l. Til sammenligning har Ferraris LaFerrari et kompressionsforhold på 13,5:1 og kører 350 km/t. Til gengæld kører Ferrarien med garanti ikke 12 km/l.

Problemet har altid været, at når først kompressionen var valgt, så var der ikke noget, man kunne gøre for at ændre dette kompressionsforhold. Ikke at idéen om at gøre det, ikke har eksisteret stort set lige så længe som forbrændingsmotoren. Der er bare ikke endnu nogen, der har løst den vanskelige ingeniørmæssige udfordring, som den variable kompression er.

Nissan knækker nødden
Men den nød har Nissan altså nu knækket. Nissan motor bruger en teknologi, der ændrer på den vinkel, som plejlstangen møder krumtappen med. En kompleks løsning, der ændrer slaglængden og dermed kompressionen. Se tegningen for yderligere detaljer.

Ifølge Nissan kan den variable kompression spænde over et register fra 8:1 og op til 14:1. Inden længe behøver motorkonstruktørerne ikke længere at gå på kompromis på det område. Indtil videre er der tale om en dyr teknologi, som i første omgang bliver præsenteret på Nissans topmodel Infinity. Men som med al anden teknologi bliver den billigere og vil med tiden kunne ses i flere og billigere bilmodeller og vel også motorcykler. Så selv om el-biler får bedre fat i markedet, så er forbrændingsmotoren langt fra klar til at lægge sig ned og dø.

Kilde: Wired.com



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net