• Du er her: 
  • Forsiden
  •  ›› Nyheder
  •  ›› Brug vinterdæk selv om solen skinner


Brug vinterdæk selv om solen skinner

Trods endnu en forholdsvis mild vinter, hitter vinterdæk stadig blandt de danske personbilsbilister. Paradoksalt nok er det ofte små biler, der tit bruges til at køre familiens mindste afsted, som har det dårligste dækvalg til årstiden.

Dækimportørforeningens folk besøger to gange årligt et stort antal parkeringspladser rundt om i landet, henholdsvis i januar og juni måned for at tage bestik af dækvalget til årstiden på de danske personbiler.

Overvejende vinterdæk, men mange små biler fejler
Igen i år er der optalt et stort antal biler, helt nøjagtigt 4.567 på 25 forskellige offentlige pladser i landet. Fordelingen mellem andelen af biler på henholdsvis vinterdæk og sommerdæk blev opgjort til, ganske som ved de seneste års opgørelser, at hele 88 % kører på det rigtige dæk til årstiden, nemlig vinterdæk. Dog er der noget der tyder på, at det særligt halter på de små køretøjer, som vel ofte benyttes til at køre familiens mindste familiemedlemmer til institutioner, skole og fritidsaktiviteter.

3P8A5083.JPG

Ifølge De Danske Bilimportører blev der i 2016 solgt det højeste antal af personbiler nogensinde, hele 222.924 nye personbiler. Dette bringer den samlede personbilsvognpark op på 2.465.138 enheder og holdes det op imod de opgjorte biler på vinterdæk, er der stadig en andel på 285.000 biler, der trodser fornuften og kører videre på sommerdækkene.

Behold sommerdækkene i garagen
Selv om vinteren er mild, så er det ikke nogen god idé at sætte sommerdækkene på igen. Selv om vejene er fri for sne og is i lange perioder i den danske vinter, så er temperaturen lav og friktionen, og dermed også vejgrebet, ret ringe. Her er vinterdækkene grundet dækkets opbygning og struktur bedst. Og skulle det så blive glat grundet is eller sne, så er man forberedt med en ordentlig dækmontering. Men husk nu, at selv med gode vinterdæk er det vigtigt at udvise fornuft og sætte hastigheden i forhold til føret, da eksempelvis ”sort is” heller ikke kan overvindes med vinterdæk, selvom man alt andet lige stadig står bedre fast end med sommerdæk.

Vinterdæk god idé, siger transportordførerne
I november måned tog vi pulsen hos transportordførerne for landets tre største politiske partier, og både Rasmus Prehn (S), Kim Christiansen (DF) og Kristian Pihl Lorentzen (V) var rørende enige om, at bilisterne burde få vinterdæk på bilerne, men noget lovkrav om vinterdæk har vi altså ikke i Danmark.

Fakta:
Personbilsvognpark: 2.465.138 enheder
Optalt steder: 25 
Optalt antal biler i uge 3: 4.567 
Personbiler på vinterdæk: 4.039
Personbiler på sommerdæk: 528
Andel af vinterdæk i øst: 1.447 – 89 %
Andel af sommerdæk i øst: 171 – 11 %
Andel af vinterdæk i vest: 2.592 – 88 %
Andel af sommerdæk i vest: 357 – 12 %
Landsgennemsnit: 88 % på vinterdæk

Kilde: Dækimportørforeningen.

 



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net