• Du er her: 
  • Forsiden
  •  ›› Nyheder
  •  ›› Bilen bliver dit tredje hjem


Bilen bliver dit tredje hjem

Biler bliver i disse år forvandlet til rene kommunikationscentraler, som konstant er forbundet til verden udenfor. Samtidig kæmper bilproducenter, reservedelsleverandører og leverandører af serviceydelser hårdt for at få deres del af et marked, som dels spås at være mange milliarder kroner værd, dels vokser med tocifrede vækstrater i resten af dette årti. Det skriver Automotive News Europe.

Konsulenthuset SNS Telecom Research med speciale i trådløs infrastruktur og mobile enheder estimerer, at markedet for ydelser og tjenester relateret til den forbundne bil allerede nu løber op i mere end 97 milliarder kroner om året.

Eksempelvis drevet af applikationer som infotainment, flådestyring, fjerndiagnosticering og forbrugerbaseret forsikring. SNS forudser også, at denne del af bilbranchen vil vokse med 31 procent om året frem mod år 2020.

Vores tredje hjem
Der er tale om så omfattende ændringer, at den øverste chef for Robert Bosch Volkmar Denner for nylig sagde: ”Bilen, som vi kender den, er snart historie. Ved siden af kontoret og hjemmet bliver bilen det tredje sted, hvor vi lever vores liv.

Seat CarPlay Connectivity.jpg

Langt størstedelen af nye biler er i dag elektronisk forbundet med omverdenen og eksterne tjenesteudbydere i et eller andet omfang. De fleste tilbyder også nogle eller alle tjenester associeret med den forbundne bil. Heriblandt overførslen af smartphone-apps og aktuelle trafikmeldinger.

Gigantisk omsætning
Potentialet for en gigantisk omsætning relateret til disse tjenester giver en masse af de store High Tech-spillere dollartegn i øjnene. For eksempel overtog elektronik-giganten Samsung i november 2016 Harman International, der laver lydanlæg og systemer til forbundne biler. Håbet er, at Harman kan hjælpe Samsung til at få bedre fat i bilbranchen.

Intel også på opkøb
Producenten af processorer til computere Intel har også haft den store tegnebog fremme og gennemført en stribe opkøb. Eksempelvis firmaet Yogitech, der er specialist i halvledere og har ekspertise, der kan bruges i udviklingen af hjælpesystemer til biler. For eksempel automatisk nødbremse, vejbane-assistent, der automatisk holder bilen i sin vognbane og andre halvintelligente løsninger, der gør deres til at bringe fører og bil uskadte frem til målet.

Forbundne fylder allerede meget hos producenterne. Næsten 90 procent af BMW’s nye biler er i dag fuldt forbundne. Jaguar Land Rovers mål var faktisk, at alle modeller skulle være 100 procent koblet op elektronisk inden udgangen af 2016, men der er producenten lige knap endnu.

Den økonomiske løsning
At de mere kostbare ’premium brands’ har store ambitioner er forståeligt, men også producenter af mere folkelige biler er klar til at give den en skalle på det område.

Seats øverste chef Luca de Meo har som prioritet at kunne tilbyde teknologiske løsninger til den forbundne bil, som ’almindelige mennesker’ har råd til, og han vil have samtlige biler, der produceres i den store VW Group til at være forbundne allerede i år.

 



I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net